Mørk, fyldig og frugtsød espresso
Miscela Bacca er en af de mere kraftige og tunge kaffer i vores sortiment. Den er udviklet med espresso i tankerne og har været en del af Risteriets sortiment siden 2006.
Den aktuelle blend består af vaskede kaffer fra Brasilien, Papua Ny Guinea og Guatemala. Tre oprindelser, der tilsammen giver Bacca dens karakteristiske kombination af fylde, sødme og en lille smule friskhed.
Smagsprofil
Bacca er ristet Full City – mellemmørk, men opleves tungere og mere intens, end ristegraden umiddelbart antyder.
Den brasilianske kaffe lægger en rund og fyldig bund med sødme og bløde, mørke toner. Kaffen fra Papua Ny Guinea bidrager med dybde, moden frugt og ekstra krop, mens Guatemala giver blandingen balance, struktur og en diskret friskhed.
Resultatet er en tæt og fyldig kaffe med en sødme, vi gerne beskriver som “fed frugt”: ikke frisk og syrlig frugt, men moden, afrundet og næsten karamelliseret frugtsødme.
Eftersmagen er lang, varm og sød med masser af tyngde.
Som en lille enkelt eller dobbelt espresso er inspirationen hentet fra den norditalienske kaffekultur: koncentreret, rund og kraftig – men med naturlig sødme nok til at stå alene.
Risteprofil
Full City – mellemmørk
Ved Full City bliver kaffens friske syrlighed afrundet, mens sødme, fylde og de mørkere smagsnuancer træder tydeligere frem. Det er netop her, vi synes Bacca finder sin balance.
Bryggeguide
Bacca er først og fremmest skabt som espresso. Den giver et fyldigt og koncentreret shot og fungerer rigtig godt både rent, som americano og sammen med mælk.
Den kraftige profil gør den også særdeles velegnet til fuldautomatiske espressomaskiner, hvor den kommer tydeligt igennem og bevarer både sødme og karakter.
Vil du have en kraftig morgenkaffe, fungerer Bacca også glimrende som filterkaffe eller stempelkande.
Historien bag Bacca
Vi udviklede Miscela Bacca tilbage i 2006, fordi vi savnede en espresso med mere naturlig sødme og rund fylde. Inspiration i en norsk kaffeblend vi havde prøvet efter kaffetur til Oslo.
Efter en del forsøg med forskellige bønner og risteprofiler fandt vi den stil, vi søgte: mørk og kraftig uden at blive hård – og med en moden frugtsødme som modspil til den tunge krop.
Navnet kom næsten af sig selv: “Bacca” betyder bær/frugt på italiensk – og Bacca blev vores frugtsøde espresso.
Opskriften har udviklet sig gennem årene, men idéen er stadig den samme. Vi sammensætter kaffer fra forskellige oprindelser, så de tilsammen rammer den balance mellem sødme, fylde, friskhed og intensitet, som har været Baccas kendetegn fra begyndelsen.
Til hjemmeristeren
Vil du ramme vores klassiske Bacca-profil, skal kaffen trækkes hen mod 2. knæk og Full City.
Rister du den lidt lysere, bliver frugten friskere og mere livlig. Går du mørkere, får du mere tyngde, karamellisering og klassisk mørk espressokarakter.
| Hvad kan vi byde på? | nyristede bønner |
| Bønnesort | Arabica |
| Efterbehandling | Natural, Washed |
| Højde | 1250-1500 m.o.h. |
| Smagsnoter & smagsoplevelse | Dyb smag, Klassisk Italiensk Espresso, Lang eftersmag, Mørk chokolade, Mørke Bær |
| Hvor kan du lide kaffe fra? | blend (flere bønner) |
| Hvilken bryggemetode skal kaffen bruges til? | AeroPress, Clever, Hario, stempelkande, filterkaffe / drip , fuldautomatisk, moccakande, espresso |
| Hvilken profil (styrke) er du til? | full city + (mørk rist) |
