Bacca - en Risteriet Blend siden 2006
I efteråret 2006 kom Miscela Bacca på hylden hos Risteriet. Inspirationen var blandt andet hentet på en kaffetur til Oslo og i den norske kaffekultur, men blandingen blev skabt hjemme hos os med vores eget bud på en fyldig, balanceret kaffe med masser af karakter.
Navnet Bacca er italiensk og betyder bær. En enkel reference til kaffebærret – og dermed til det sted, hvor al kaffe begynder.
Bacca har været med lige siden. Ikke nødvendigvis med præcis de samme bønner, for kaffe er en råvare, der ændrer sig med høst, sæson og tilgængelighed. Gennem årene har vi derfor justeret sammensætningen, men holdt fast i den smagsprofil og idé, der gjorde Bacca til Bacca.
I dag består blandingen af 100% Arabica fra Brasilien, Papua Ny Guinea og Colombia. Alle tre kaffer er vaskede, og vi rister blandingen til Full City – vores mellemmørke risteprofil. Resultatet er en rund og fyldig kaffe med sødme og toner af karamel, chokolade og mørk frugt.
Bacca har gennem årene også fået små afstikkere og fortolkninger – blandt andet Bacca Blonde, hvor idéen blev taget i en lysere retning.
Men den originale Bacca består. I sortimentet har den i mange år gået lidt i parløb med Miscela Uno. Uno er den store klassiker og nok også storebror i det makkerpar, mens Bacca må tage rollen som lillebror. Ens på nogle punkter, forskellige på andre – og begge skabt ud fra vores egen idé om, hvordan en god og alsidig kaffeblend skal smage.
20 år efter introduktionen er Bacca stadig blandt vores mest solgte blends. Den har ændret sig lidt undervejs, ligesom Risteriet har gjort det. Men grundidéen er den samme.
Bacca er stadig Bacca.

Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.