•  NYRISTET KAFFE  FRA EGET RISTERINYRISTET KAFFE FRA EGET RISTERI
  •  KAFFEBAR  PÅ VESTERBROKAFFEBAR PÅ VESTERBRO
  •  FRI FRAGT  PÅ KØB OVER 490,-FRI FRAGT PÅ KØB OVER 490,-
basket
LUK

30 år med ECM – og en tur til Heidelberg

Oprettet d. under ECM

30 år med ECM – og en tur til Heidelberg

I år fylder ECM 30 år. Det skulle selvfølgelig fejres – og vi var så heldige at være inviteret med til weekendens store jubilæumsfest i Heidelberg.

Fra Heidelberg og ud i verden

ECM – Espresso Coffee Machines Manufacture – blev grundlagt i 1996 af Wolfgang Hauck med idéen om at kombinere professionel espressoteknik med maskiner til hjemmebrug. Inspirationen kom fra den italienske espressokultur, men med tysk udvikling, præcision og design som en vigtig del af DNA'et.

I dag drives familievirksomheden af anden generation med sønnen Michael Hauck i spidsen. Under ham er ECM vokset til et internationalt brand med forhandlere over det meste af verden.

Men for os er historien om ECM også lidt personlig.

Risteriet har arbejdet med ECM i omkring 20 år, og – som vi fik talt med Michael Hauck om i løbet af aftenen – er Risteriet sandsynligvis deres første internationale forhandler.

Det er slet ikke at kimse ad.

Selvom ECM er et meget større apparat nu end dengang, Michael parkerede en stationcar fyldt med maskiner foran vores café i Studiestræde, er det stadig ham, der er ECM. Og der er stadigvæk en vis sentimentalitet hos ham i forholdet til os, midt i den langt større forretning, der drives i dag. 

Han står næppe selv for leveringerne i bil længere. Men det er jo en god historie, som meget fint tegner et billede af, at vi har været med på en ret stor og personlig del af rejsen. Både for Michael og for os.

Så da invitationen til 30-års jubilæet kom, skulle vi selvfølgelig afsted.

Fra regn til sol

Fredag morgen drog to styk fra vores absolutte seniorgruppe afsted mod lufthavnen for at tage turen fra København til Frankfurt. Flyet lettede i regnvejr og landede i dejlig, solrig sensommer. Det lovede godt.

Fra Frankfurt gik turen cirka en time sydpå til Heidelberg, hvor ECM havde booket hotel til os. Det viste sig, at de stort set havde fyldt hotellerne i nærheden af aftenens begivenhed. Der var 30-årsflag rundt omkring – men der var også omkring 500 gæster, der havde meldt deres ankomst.

Den store fejring skulle foregå i byens kongrescenter, og allerede i køen til registreringen var der en særlig stemning. Overalt dukkede kendte ansigter fra ECM-verdenen op – medarbejdere, samarbejdspartnere og forhandlere fra mange forskellige lande.

Aftenen begyndte med en festlig reception. Der var drinks, snacks og networking blandt udstillede ECM-maskiner og kværne. Læg dertil summen fra de mange gæster og livemusik fra et band i hjørnet af lokalet.

Vi fik også afleveret vores lille medbragte værtsgave: to poser Uno med en særlig hilsen til Michael Hauck.

Uno er en kaffe, han har drukket en del af gennem årene, så vi vidste, at den nok skulle blive værdsat. Ikke mindst når jubilæumsfesten var overstået, og der blev lidt mere ro til at tage benene op derhjemme.

Herefter blev vi budt til bords.

Aftenen fortsatte med velkomst, præsentationer og taler om ECM, virksomhedens historie og de mennesker, der har været med til at skabe den. Undervejs var der god mad og vin, og selvfølgelig blev desserten fulgt af kaffe. Alt andet havde næsten også været mærkeligt.

Og selvfølgelig skulle der lige smages en espresso, inden mere vin og gode tyske øl blev sat i scene. Det var ikke en aften, hvor nogen manglede noget.

Efter middagen fortsatte livemusikken, og resten af aftenen blev brugt på endnu mere snak, billeder, gamle historier og nye bekendtskaber.

Vi takkede af lidt før festen sluttede og gik de fem minutter tilbage til hotellet for at give ørerne lidt ro og få lidt frisk luft.

Med fornyet energi sluttede vi aftenen i hotelbaren, hvor de øvrige inviterede danskere også efterhånden dukkede op til en nightcap.

En passende afslutning på en lang dag.

En lille plads i ECM's historie

Noget af det særlige ved turen var selvfølgelig at opleve, hvor stort ECM er blevet.

Da vi begyndte samarbejdet for omkring 20 år siden, var både ECM og Risteriet nogle andre størrelser end i dag. Som nævnt har ECM udviklet sig til et internationalt mærke med et stort forhandlernetværk og maskiner og kværne solgt over hele verden.

I den sammenhæng er Risteriet stadig bare Risteriet.

Tiderne ændrer sig, virksomheder vokser, og relationer udvikler sig.

Men gennem årene har vi altid haft en følelse af at have en lidt særlig plads hos ECM. Måske fordi vi kom med så tidligt. Måske fordi vi har fulgt så stor en del af rejsen. Og sikkert også fordi samarbejdet gennem alle årene – især på grund af vores lange relation – har handlet om mere end bare at købe og sælge espressomaskiner.

Det var derfor også den følelse, vi tog med hjem fra Heidelberg.

Midt blandt 500 gæster fra hele verden kunne vi stadig mærke forbindelsen tilbage til de første år af vores samarbejde – og følelsen af at være en lille, unik del af ECM's rejse.

ECM fejrede 30 år.

Vi har været med på omkring 20 af dem.

Og det er vi faktisk lidt stolte af.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar