Fabio møder Fabio

- en reportage fra et mesterligt møde         

Det kan godt være, at det var gråt på himlen, og der var regn på ruden. Men forventningerne var store i bilen, da vi en torsdag formiddag midt i april satte retning mod Koncerthuset. 

Selv i en tætpakket trafik tager det ikke lang til at køre ind fra Vestegnen til Ørestads Bvld. Så der gik ikke længe før vi parkerede foran den koboltblå firkant, der er Koncerthuset.

Allerede her er tonen sat med arkitekt Jean Nouvels mesterværk. Firkantet ude og fortryllende inde.

Nu var vi ikke langt fra dagens højdepunkt - og det er det, som denne fortælling handler om – vores møde med en ægte italiensk maestro!

Mere om ham ganske snart, vi skulle lige hurtigt i læ for vind og vådt vejr. 

Med særlig invitation gik vi rundt og brugte hovedindgangen til DR-byen som bagindgang til Koncertsalen. Mødt af egen guide, der straks gav en fremragende fortælling om både, hvad vi gik hen til og om, hvad der ventede os. Sommerfuglene havde en fest. 

Op ad rulletrapper og hen ad gangbroen, der forbinder DR-byen med netop Koncerthuset. Snart stod vi i salens backstage område. Koncentrationen var tydelig at mærke på alle, og med kun 15 minutter til koncertstart fik vi hurtigt hilst på noget af personalet – før vi blev ført ind i selve salen. 

Mange har nok allerede været der. For en af os var det første gang, og oplevelsen var enorm. Sikke et syn og sikke et sted!

Koncertsalen er selvsagt koncerthusets største rum. Med 1800 publikumspladser placeret på forskudte terrasser hele vejen rundt om orkestreret. Vi fik en kort fortælling om arkitektens tanker og kunne sagtens selv mærke Jean Nouvels ide om, at man som publikum slår kreds omkring orkesteret. Vi kunne næste ikke vente til det hele startede. 

Musikerne var også ved at finde deres pladser, og vi gjorde det samme. Lige neden for scenen, lidt ude til siden på en af de første rækker. Her kunne vi se det hele tæt på. Perfekt. 

De var afslappede i tøjet på scenen – som det typisk er til generalprøver – men det var med stort fokus, at de forskellige instrumenter blev stemt. En særlig kaotisk og fascinerende lydkulisse. 

Og så ventede vi ellers på det, som vi var kommet for. At opleve DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi. Det er nemlig ham, den ægte italienske maestro, som var grund til, at vi sad i salen! 

Det hele kommer af, at vi med vores aktuelle SÆSONKAFFE Fabio har vi i Risteriet lavet en hyldest til ham. Derfra har det ene taget det andet. Ganske overraskende og helt fantastisk. 

Fabio sælger vi i en bøtte med 400 gram dette forår. Grafikken er simpel og mest speciel er den lille butterfly der er sat som et hint om, hvem navnet hylder. Vi havde ikke i tankerne, at vi nogle måneder senere ville få en invitation til at komme ind til denne oplevelse, og opleve Fabio fra allernærmeste hold.

Det havde vi aldrig drømt om. Slet ikke.

At SÆSONKAFFEN kom til at hedde Fabio var faktisk resultat af et sammenfald. Vi havde nu fundet en god blend og manglede et navn. Noget der ville både passe til kaffens profil, og som ville lyde godt. 

Og så ud af det blå dukkede Fabio op. Eller i hvert fald ud af højtalerne. Omtale af ham og symfoniorkesteret var pludselig hele tiden i radioen og på tv. Det var lige det match, vi ledte efter. Det er slet ikke så tosset at høre radio. 

Da vi først havde hørt og set Fabio Luisi et par gange – med hans udstråling af elegance og stil – så var navnet låst fast. Med det skal jo også siges, at der bare er, helt simpelt, noget fedt over det navn; Fabio! Det var helt perfekt. 

På den måde blev Fabio til Fabio.

Alt det gik hurtigt igennem tankerne, imens vi sugede oplevelsen ind. Og så kom han. Fra venstre side af salen og hen til dirigent-podiet midt på scenen. Wow. Det var præcist, som det skulle være. 

Alle var klar. Der blev stille og så satte Fabio Luisi det store orkester i gang. 

Wow igen. Det var fantastisk. Første afdeling var to små opvarmningsværker inden hovedsymfonien. Der var Skrjabin (Rêverie, opus 24) og Berg (7 tidlige sange), hvor sopranen Christiane Karg dukkede op i røde sneakers og sang helt fortryllende. 

Det gik næsten for hurtigt, og pludselig var der pause. Fabio Luisi gik ud igen, og nu var det nu. For vores guide – der lige havde været inde og spille lidt klarinet – dukkede op og bad os følge med. Vi skulle i audiens hos Fabio Luisi! Dagens store højdepunkt var nu kun momenter væk. 

Lidt nervøse skridt ud af salen og ind i Fabio Luisis private dirigentlokale. 

Det blev noget helt særligt og kæmpe stort. Den store dirigent – en af verdens ypperste – var en utrolig venlig og sympatisk mand. Nysgerrig på os og på kaffen. Vi fik en god snak og fik fortalt om alle tanker bag denne blend med hans navn på. 

Og så havde han butterfly på. F-a-n-t-a-s-t-i-s-k-!

De godt 10 minutter vi fik i selskab med Fabio Luisi – og som vi havde været ret spændte på – gik virkeligt godt. Vi fik givet ham to bøtter med nyristet ’Fabio’ som han takkede for og fik duftet til. Han fortalte at han glædede sig til at tage dem med hjem og smage.

Så havde Fabio simpelthen mødt Fabio.

Det var kæmpestort, præcist som vores smil måtte være, imens vi takkede mange gange for muligheden for at komme og høre hans fremførelse – samt ikke mindst at hilse på. En kæmpe ære, og det fik vi vidst fortalt ham et par gange..

Der blev taget flere billeder, og så listede vi ud igen. 

Men det var ikke slut endnu. For vi fik lov at blive og høre dagens hovedværk, Beethovens Symfoni nr. 6, den berømte Pastorale-symfoni. Denne gang fra plads på balkonen. 

Den var næsten forårsagtig. Hvilket Fabio-kaffen også er. Så på den måde passede det så fint sammen og kunne næsten ikke være planlagt bedre. Skal vi selv sige det :)

Sidst i symfonien dukker der endda en kraftig ’tordenbyge’ op, inden symfonien slutter med en hymne til den salige natur. Det var den perfekte udgangstone: For ude ventede gråvejret og regnen igen på os.

Men smilene var ikke sådan at slippe. Vi stod lidt udenfor og kiggede tilbage på Koncerthuset.  
Sikke en oplevelse. 

Tak Fabio!